Útnorðurráðið - tilráðingar

 

114  Skjal - Rekommandatiónir 1 - 3

 

Rekommandation nr. 1/ 1998

Vestnordisk Råd har vedtaget følgende rekommandation med 15 stemmer. Ingen stemte imod, ingen afstod og 1 var fraværende.

Vestnordisk Råd godkender den fremlagte rekommandation om, at Rådet henstiller til Færøernes Landsstyre, Islands Regering og Grønlands Landsstyre, at der oprettes en Vestnordisk Kulturfond til støtte for nationernes kulturelle samarbejde.

 

Redegørelse for forslaget

De vestnordiske landes historie og kultur vidner om, at landene har meget tilfælles. Denne fælles kultur er blandt grundstammerne i det vestnordiske samarbejde. Landene har igennem årene haft et mangfoldigt kulturelt samarbejde, som ofte har været drivkraften for tilnærmelse på andre områder. Endvidere har den kulturelle arv skabt en stærk samhørighed og i høj grad en fælles identitet blandt befolkningen i Vestnorden. Denne fælles identitet har bidraget til en stærk folkelig forankring og skabt legitimitet for det offentlige vestnordiske samarbejde.

Behovet for et mangfoldigt kulturelt samarbejde mellem de vestnordiske lande har aldrig været større end nu, da verden i stadig højere grad præges af internationalisering og integration. En af forudsætningerne for, at den vestnordiske fælleskultur kan overleve denne internationalisering, er, at vi skaber bedre rammer for vores kulturelle samarbejde.

Vestnordisk Råd mener, at oprettelsen af en Vestnordisk Kulturfond i høj grad vil bidrage til at styrke og udvikle det kulturelle samarbejde mellem landene. Fondens indtægter skal være årlige tilskud, som fastsættes med bevillinger på hvert af de tre landes budgetter. Ligeledes foreslås, at man undersøger muligheden for deltagelse fra landenes erhvervsliv i finansiering af fondens midler. Fondens vedtægter udarbejdes af landenes undervisnings- og kulturministerier i samarbejde med Vestnordisk Råd. Fondens disponible kapital skal bruges til at støtte vestnordiske samarbejdsprojekter inden for områder s.s. kultur, uddannelse, forskning, skole- og idrætssamarbejde. Fondens bestyrelse skal bestå af repræsentanter fra Vestnordisk Råd og Færøernes Landsstyre, Islands Regering og Grønlands Landsstyre.

Ilulissat 11. juni 1998

Ísólfur Gylfi Pálmason
formand

Páll S. Brynjarsson
Rådssekretær

 

Rekommandation nr. 2/ 1998

Vestnordisk Råd har vedtaget følgende rekommandation med 14 stemmer. En stemte imod, ingen afstod og en var fraværende.

Vestnordisk Råd godkender den fremlagte rekommandation om, at Rådet henstiller til Færøernes undervisningsminister, Islands undervisningsminister og Grønlands undervisningsminister, at der nedsættes et arbejdsudvalg, som skal fremlægge forslag om, hvordan man kan forstærke idrætssamarbejdet mellem de vestnordiske lande.  

Redegørelse for forslaget

En meget stor del af befolkningen i de vestnordiske lande er medlemmer i idrætsklubber, sandsynligvis ligger medlemstallet omkring 100.000, d.v.s. at knapt 1/3 del af befolkningen i landene er medlemmer af idrætsklubber. Idrættsklubberne udfører et enormt arbejde, ikke mindst hvad angår ungdomsarbejde.

Det er forslagsstillernes mening, at et aktivt samarbejde, både mellem de vestnordiske idrætsforbund og de vestnordiske ungdomsforeninger, som beskæftiger sig med idræt, kunne være til et stort gavn for idrætsorganisationerne i landene, og at koordinering af arbejdet ville styrke dem over for omverden. Hovedformålet med forslaget er at forstærke idrætssamarbejdet mellem landene i form af udveksling af idrætsudøvere, at skabe mulighed for befolkningen for at komme i direkte, personlig kontakt og dermed bidrage til en endnu stærkere vestnordisk identitet.

Grunden til, at forslaget rettes til Færøernes, Grønlands og Islands undervisningsministre, er, at de er den øverste instans for idrætsanliggender i landene. Vi opfordrer dem derfor til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal få den opgave at fremlægge forslag om, hvordan vi kan forstærke landenes idrætssamarbejde.

Ilulissat 11. juni 1998

Ísólfur Gylfi Pálmason
formand

Páll S. Brynjarsson
Rådssekretær

  

Rekommandation nr. 3/ 1998

Vestnordisk Råd har vedtaget følgende rekommandation med 15 stemmer. Ingen stemte imod, ingen afstod og 1 var fraværende.

Vestnordisk Råd godkender den fremlagte rekommandation om, at Rådet henstiller til Færøernes undervisningsminister, Islands undervisningsminister og Grønlands undervisningsminister, at opfordre og bidrage til, at skolesamarbejde i Vestnorden via internet forstærkes.

Redegørelse for forslaget

Samarbejdet mellem befolkningen i de vestnordiske lande har hidtil været begrænset på grund af de lange afstande mellem landene og de svære trafikforbindelser, men tiderne har ændret sig. Den nye kommunikationsteknologi, som i høj grad er blevet taget i brug i de vestnordiske lande har forkortet afstanden mellem landene og skabt mulighed for at knytte befolkningen i Vestnorden endnu tættere sammen. Den kan derfor blandt andet bruges til at forstærke skolesamarbejdet i Vestnorden.

Der er igen tvil om, at internettet er kommet for at blive og helt klart et medie, man i Vestnorden bør fokusere på. Argumenterne for, at nettet anvendes som arbejdsredskab inden for skolerne, er mange. Gennem egne erfaringer "afmystificeres" mediet, og man får indsigt i, hvordan værktøjet fungerer, og hvad det kan bruges til. Nettet giver alternativer og nye metoder til arbejdet i skolen, det kompletterer og øger mulighederne for at variere arbejdet, både for lærere og elever. Desuden skaber nettet muligheder for skolerne, for at søge kontakt med skoler rundt omkring i verden og derigennem at samarbejde om forskellige projekter.

Det vestnordiske skolesamarbejde, som her foreslås, går udpå, at der formidles kontakter mellem skoler i Vestnorden, som ønsker at anvende internettet for at sætte igang et samarbejdsprojekt om noget, som interesserer eleverne. Formålet med forslaget er først og fremmest at formidle information om nabolandenes livsstil og livssyn, at forbedre elevernes sprogforståelse og ikke mindst at skabe muligheder for unge mennesker i Vestnorden til at knytte forbindelser med hinanden.

Forslagsstillerne mener, at Grønlands, Islands og Færøernes undervisningsministre bør tage initiativet til at opfordre og bidrage til, at skolesamarbejde i Vestnorden via internet forstærkes.

Ilulissat 11. juni 1998

Ísólfur Gylfi Pálmason
formand

Páll S. Brynjarsson
Rådssekretær