Hjúnabandslóg - internt notat


111  Anordning om ikrafttræden for Færøerne om ægteskabs indgåelse og opløsning

Skjal 4

Bræv frá Ríkisumboðnum til Føroya landsstýri, dagfest 11. august 1998

Vedr. landsstyrets j.nr. 605-1/92 - revision av den familieretlige lovgivning på Færøerne

Vedlagt sendes ifølge aftale notat vedrørende ovennævnte.

sign. Allan Ramsgaard

Internt notat vedrørende udkast til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

Anordningsudkastet er en – tiltrængt – opdatering af den for Færøerne gældende ægteskabslov ( lov nr. 276 af 30. juni 1922 ). Der er i forhold til den gældende lov tale om en række ændringer med det formål at ajourføre loven til en mere moderne opfattelse af ægteskabets indgåelse og opløsning.

Nedenfor gennemgås anordningsudkastet i hovedtræk set i forhol til den eksisterende lov.

1. Ægteskabsbetingelserne
Det bemærkes, at den nuværende lovs regulering af forlovelse er gledet helt ud.

§§ 10 i den nuværende lov om sindsyge og åndsvages samt personer, der lider af en kønssygdom indgåelse af ægteskab findes heller ikke i anordningsudkastet.

Også kvindens "karenstid" i den nuværende lovs §16 er udgået.

2. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne og vielse
I anordningsudkastets § 11 er indsat bemyndigelse til Justitsministeren for nærmere udfærdigelse af regler for prøvelse af, om ægteskabsbetingelserne er opfyldt.

Prøvelserne foretages i modsætning til den nuværende ordning ikke af landfogeden, men af kommunalbestyrelsens formand, der også er bemyndiget til at foretage vielsen.

Den nuværende lovs kapitel III regler om lysning og erklæringsafgivelse er væsentligt moderniseret og indskrænket.

Den kirkelige vielse kan i medfør af udkastets §15 ske inden for folkekirken eller af bemyndigede præster inden for andre trossamfund.

Der er i det hele taget sket en betydelig forenkling af den offentlige kontrol med ægteskabets indgåelse.

3. Ægteskabs omstødelse
De ikke særlige brugte regler om ægteskabets omstødelse er moderniseret i ordlyd.

4. Separation og skilsmisse
I dette kapitel er sket en række ændringer.

Reglerne tænkes stadig administreret af Rigsombudet.

Den obligatoriske mægling, der giver anledning til praktiske vanskeligheder, udgår ifølge udkastet.

Den nuværende lovs regler om, at skilsmisse kan gives efter 1½ eller 2½ års separation, afhængig af, om parterne er enige om skilsmissen, nedsættes til ½ eller 1 år.

Betingelserne for at meddele skilsmisse uden forudgående separation forenkles til 4 muligheder:

2 års adskillelse (i modsætning til de nuværende 4 år)
Utroskab
Vold mod ægtefælle eller fælles børn
Bigami
Endvidere er der ikke krav om, at der skal ske vilkårsforhandling ved skilsmisse på baggrund af separationsvilkårene.

5. separations- og skildsmissevilkår og ændring af vilkårene m.v.
Om forældremyndighed henvises til myndighedslovens regler herom, der bl.a. ikke giver mulighed for fælles forældremyndighed i den nuværende affattelse.

Ægtefællebidrag begrænses til maksimalt 10, hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder. Der gives i udkastets § 40, stk. 2 anvisninger på, efter hvilke retningslinier bidragspligten skal fastsættes. Det nuværende system, hvor Rigsombudet fastsætter bidragets størrelse efter en evt. dom eller parternes ønske, fastholdes.

I udkastets § 45 er indsat en bestemmelse inspireret af den danske lejelov. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den færøske lejelov, hvorfor bestemmelsen bør udgå, hvis der samtidig påtænkes lejeretlige ændringer.

Bestemmelser om ændringer af aftaler, truffet med separation for øje, er blevet moderniseret og findes i udkastets § 47 ( lovens § 72 ).


6. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Der er valgt en fast ikrafttrædelsesdato, der bør vælges med tilpas lang varsel til, at de til loven hørende bekendtgørelser kan være klar til ikraftsættelsen.

Der vil i overgangsbestemmelserne i vidt omfang være mulighed for at komme ind under de nye regler.

30. juli 1998.
Allan Ramsgaard.