Innnskjótaratrygdargrunnur

Skjal 4

Skriftlig fremsættelse (31. marts 1998)
Økonomiminister (Marianne Jelved):
Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til Lov om en garantifond for indskydere og investorer1) .

(Lovforslag nr. L 41).
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Dette direktiv skal være gennemført og sat i kraft i medlemslandenes lovgivning senest den 26. september 1998.

Hensigten med lovforslaget er at etablere en samlet regulering af garantiordninger for indskydere og investorer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, samt fondsmæglerselskaber i een lov. Lovforslaget baserer sig på de overvejelser, der har fundet sted i den arbejdsgruppe, jeg nedsattte i juli 1997, og som havde til opgave at udarbejde forslag til, hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres.

Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Endvidere vil investorer i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditlånefond samt fondsmæglerselskaber kunne få kompensation for manglende tilbagebetaling af midler. Dækningsomfanget vil for disse indskud og midler være 300.000 kr. pr. indskyder/investor.

Herudover vil Fonden fremover også skulle yde dækning til investorer med indtil modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 kr., såfremt et institut er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som investorerne ejer, og som instituttet opbevarer, administrerer eller forvalter.

Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer, d.v.s. en pengeinstitutafdeling, en realkreditafdeling og en fondsmæglerselskabsafdeling.

Fondens samlede formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr. Fondsmæglerselskabsafdelingen og realkreditafdelingen skal hver have en formue på 10 mio. kr.

For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden at der reelt bliver tale om tre seperate fonde, foreslås det, at der etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere indsættes der et maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom der fastsættes regler for tilbagebetalingen.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.