S-30 Fyrispurningur til Kaj Leo Johannesen, løgmann, viðvíkjandi framtíðar støðu Føroya 

Ár 2009, týsdagin 24. februar, boðaði formaðurin frá omanfyri nevnda fyrispurningi frá Bjarna Djurholm, løgtingsmanni, sum var soljóðandi:

Fyrispurningur  

1)      Ætlar løgmaður at taka stig til samráðingar við forsætismálaráðharran um endurskoðaða avtalu Føroyar og Danmarkar millum? 

2)      Sær løgmaður týdningin av, at viðurskiftini millum Føroyar og Danmark koma í slíka legu, har stjórnarrættarligar tulkingar ikki eru ein forðan, men heldur møguleiki fyri okkara sjálvsavgerðarrætti?  

3)      Er løgmaður av teirri fatan, at áhaldandi ríkisrættarligu broytingarnar farnu hálvu øldina millum Føroyar og Danmark eru grundarlag undir nýtulking av viðurskiftunum millum ríkispartarnar? 

4)      Heldur løgmaður, at við nýggjari/greiðari skipan millum Føroyar og Danmark verður lættari hjá Føroyum at gera millumtjóða avtalur?  

5)      Hvønn týdning sær løgmaður í nýggjum/broyttum ríkisrættarligum viðurskiftum í mun til møguligar millumtjóða limaskapir?

Viðmerkingar

Í 2005 samtykti Løgtingið og Fólkatingið lóg um mál og málsøki føroyskra myndugleika at yvirtaka (yvirtøkulógin), sum má metast at vera størsta frambrotið í viðurskiftunum Føroya og Danmarkar millum í nýggjari tíð, har lógin tryggjar, at Løgtingið einsamalt ger av, at øll málsøki, undantikin tey, sum eru karmar um ríkiseindina, kunnu yvirtakast við teirri fylgju, at Løgtingið rindar fyri útreiðslurnar, ið fylgja við teimum. 
Yvirtøkulógin inniber, at tekur Føroya fólk avgerð um, at Føroyar skulu vera sjálvstøðugar, koma málsøkini, sum eru karmar um ríkiseindina, undir føroyskt málsræði.

Danmarks Riges Grundlov sigur í § 1: »Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige«. Hetta er greið staðfesting, men hon er ikki í samsvari við veruleikan.

Í § 3 stendur: ”Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen”.  Síðani 1948 hevur henda áseting ikki verið galdandi fyri Føroyar í yvirtiknum málsøkjum.

Í § 43 í grundlógini stendur. ”Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov”, og í § 73 í grundlógini verður sagt, at ognartøka bert kan verða framd við heimild í lóg.

Hóast hesar greiðu ásetingar í grundlógini, so eru beinleiðis og óbeinleiðis skattir føroysk sermál, og tað sama er eisini galdandi í sambandi við ognartøku.

Løgtingslógir hava hava fullkomið lógvirði (eisini í millumtjóða samskiftum), staðfestar av løgmanni, og hava sama status sum lógir, samtyktar í Fólkatinginum, staðfestar av kongi.

Aftur her er frávik frá § 3 í grundlógini (sí omanfyri) eins og § 41, stk. 2, sum sigur: ”  

Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været til behandling i folketinget”.[2]

Ella sum navnframi professarin í altjóðarætti, Ole Spiermann, sigur í greinini ”Vore grundlovsstridige hjemmestyreordninger” í Juristen fyri ári síðani um heimsstýris- og grundlógina (heimild er fingin frá OS til beinleiðis endurgevingar):

”Hjemmestyreordningerne lever deres eget liv, ikke i kraft af grundloven, men i kraft af fravigelse af grundloven”.

Viðari sigur Spiermann: ”Det er en sjældent ubekvem konklusion, og det er en konklusion, som forfatningsjurister ofte er veget tilbage for. Litteraturen har været rig på klare konklusioner om, at en fremtidig hjemmestyreordning gående ud på dette eller hint ville være grundlovsstridig. Men de konklusioner har ganske fortonet sig, når ordningen ikke længere lå hengemt i fremtiden, men havde vundet politisk gehør og var blevet til. Også regeringen har løbende måtte revidere sine syn på grænser for hjemmestyre. Ofte er det sket med bemærkning om, at tidligere tilkendegivelser så alligevel ikke var strengt forfatningsretlige, men mere politiske. I virkeligheden var tilkendegivelserne blot blevet retshistoriske.

Under en forfatningskamp som denne er forfatningsret andet og mere end statiske, juridisk udlagte regler i toppen af et regelhierarki, der består uforan­dret indtil næste formelle ændring. Forfatningsret er også en politisk drevet, dynamisk proces i dialog med praksis, love og aftaler. Deltagere i processen har fået ét svar, hvis der blev spurgt til de aktuelle grænser for en hjemmestyreordning, og et andet svar, hvis spørgs­målet gik på, hvilke grænser der måtte iagttages for at sikre den forfatningsretlige gyldighed af en forestående ændring eller udvidelse af ordningen. Processens form har været aftaler mellem regering og hjemmestyre som udmøntet i lovgivning; processens grundlag har været erkendelse af Færøernes og Grønlands særstilling i national, historisk og geografisk henseende; og processens mål har været bevarelse af rige og rigsfællesskab. I stedet for at forcere selvstændighed har hjemmestyreordningerne undergået en fortsat udvikling.

Processen har brudt med grundlovens tekst og grundlovsfædrenes forestillinger og dermed med almindeligt antagne grænser for grundlovsfortolkning (feit skrift, red.). Hjemmestyreordningerne er grundlovsstridige, men forfatningsretligt gyldige; ordningerne er gyldige ikke i kraft af, men på trods af grundloven”.[3]

Víðari sigur Ole Spiermann m.a. um ríkiseindina:
”Det er i dag almindeligt accepteret, at der ikke er kvantitative grænser for hjemmestyreordningern. Der er ingen forfatningsretlig grænse for hjemme­styrets omfang. Som fastslået af Justitsministeriet gælder det almindelige delegationsforbud ikke.[4] Det giver næsten sig selv, al den stund lovgivende myndighed til det grønlandske hjemmestyre er overladt en bloc inden for bredt definerede sagsområder, mens der til det færøske hjemmestyre er givet mulighed for overladelse af al kompetence bortset fra enkelte udvalgte sagsområder.

Hvad der står tilbage, er indholdsmæssige eller kvalitative grænser - sagsområder, der er forbeholdt riget på grund af et særligt indhold eller en særlig kvalitet, ikke på grund af deres omfang. Herom står dagens forfatningskamp. Efter regeringens opfattelse er fem sagsområder forbeholdt riget som enhed: statsforfatning, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik. Alt andet kan gå over, og det giver den færøske hjemmestyreordning nu mulighed for, forudsat hjemmestyrets kompetence begrænses til den pågældende rigsdel. Tidligere var rigsanliggenderne mere talrige. Selve tanken om en udtømmende liste over anliggenderne blev afvist som forfatningsretligt udelukket. De nuværende kun fem sagsområder er resultatet af en proces.[5]

Under forberedelsen af den grønlandske hjem­me­styre­ordning kom Statsministeriet i 1975 tilbage hertil. De afvigelser, som kunne konstateres mellem den fær­­øske hjemmestyrelov og 1871-ordningen for Is­land, blev nu ført tilbage til grundloven:

»Den færøske hjemmestyrelov bygger ... på den opfattelse, at følgende anliggender må betragtes som rigets fællesanliggender, der ikke vil kunne henlægges under hjemmestyret, hverken ved ensidig beslutning eller efter nærmere forhandling mellem rigets og hjemmestyrets myndigheder (hjemmestyrelovens § 6):

1. Statsforfatningen, herunder de øverste statsmyndigheder, valgret og valgbarhed til folketinget, rigsdelens repræsentation i folketinget, retsplejen og frihedsrettighederne.
2. Statsborgerbegrebet, pas, visa, statssymboler (hvilket ikke udelukker etablering af lokale ordninger, jfr. hjemmestyrelovens §§ 10-12).
3. Udenrigspolitiske anliggender. En adgang for hjemmestyret til selv at indgå aftaler vedrørende forhold, der udelukkende angår den pågældende rigsdel, bygger på konkrete fuldmagter fra rigets myndigheder, og kun disse kan forpligtes folkeretligt (hjemmestyrelovens § 8, stk. 4).
4. Forsvar.
5. Rigets finanser, Nationalbanken, seddeludstedelse, mønt, mål og vægt, valuta.
6. De almindelige lovsystemer for personret, familieret, arveret samt formueret.
7. Strafferetspleje, fængselsvæsen.«[43]

Det ville ifølge Statsministeriet være uforeneligt med forudsætningen om rigets enhed at overlade retsplejen (nr. 1), den borgerlige ret (nr. 6) og strafferetspleje og fængselsvæsen (nr. 7) ..….Der var med andre ord tale om grænser for lovgivning og dermed grænser af forfatningsretlig karakter.

Ud over de syv nævnte sagsområder kom råstoffer i undergrunden, der i hjemmestyrekommissionens arbejde var udskilt til særskilt behandling. Også her stødte arbejdet på forfatningsretlige grænser, om end de ikke blev klarlagt i alle enkeltheder under kommissionens arbejde. Derimod tilkendegav statsministeren i 1982, at det var forfatningsretligt udelukket, at dette sagsområde helt eller delvist kunne overføres til det færøske hjemmestyre som særanliggende. Nok var det nævnt på liste B i bilaget til den færøske hjemmestyrelov, men under forbehold. Og det forbehold havde siden 1948 fået en helt anden økonomisk og politisk betydning.

På den baggrund var det en politisk og forfatnings­retlig sensation, da statsministeren ti år senere, i efteråret 1992 midt under en færøsk bankkrise, vendte på en tallerken og udnyttede muligheden i den færøske hjemmestyrelov for at overlade råstoffer i undergrunden som sagsområde.

I 1997 blev der åbnet op for, at også retspleje og strafferet kunne overlades.

Yderligere tilbagetrækning af forudsætningen om rigets enhed skete i 2000 som svar på færøske krav om selvstændighed. Nu kunne også familie- og arveret gå over.

Senere blev muligheden for en negativliste accepteret - den negativliste, der i dag er nede på fem sagsområder .... I regeringens argumentation er forudsætningen om rigets enhed i dag trængt i baggrunden. Argumentationen søges i videst muligt omfang bundet op på grundlovens tekst. Men teksten er ikke skrevet med det formål at trække grænser mellem rige og rigsdel, og i sidste ende er forudsætningen om rigets enhed fortsat central”.[6]

Um uttanríkispolitikkin sigur Spiermann:

”Efter grundlovens § 19 handler kongen »på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«. Denne formulering har ført til følgende argument:

»Efter grundlovens § 19 handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke har eller ville kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender. Det ville derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis Færøerne statsretligt skulle have adgang til på egne vegne at handle på dette område

Logisk set er der ikke tale om en sand slutning[7]. Det ville være fuldt foreneligt med ordlyden af § 19, om Færøerne eller Grønland kunne handle på egne vegne - modsat rigets vegne - i mellemfolkelige anliggender. En formålsfortolkning tilsiger, at mellemfolkelige handlinger af større betydning er forbeholdt regeringen. Ellers ville krav om Folketingets samtykke ikke have været begrænset til regeringens mellemfolkelige handlinger på rigets vegne. Men det er foreneligt hermed, at et hjemmestyre handler på egne vegne inden for mindre centrale dele af udenrigspolitikken når begrænset til den pågældende rigsdel. Er også de mindre centrale dele forbeholdt regeringen, er grundlaget ikke grundlovens § 19, men forudsætningen om rigets enhed. Forudsætningen er også eneste grundlag for at fastholde sikkerheds- og forsvarspolitik som rigsanliggender.

Historisk har forudsætningen om rigets enhed på disse områder været anset for absolut. Men ikke mindst udenrigspolitikken har undergået en udvikling. For det første er det udenrigspolitiske felt blevet udvidet i de seneste årtier. For det andet er Færøerne og Grønland geografisk undtaget fra Kongeriget Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union. I takt med at EU i større grad handler mellemfolkeligt på vegne af sine medlemmer, øges det reale behov for selvstændig optræden for Færøerne og Grønland. [8] For det tredje - og til dels som en afspejling - er folkeret ikke længere forbeholdt stater. Folkeretligt set er Kongeriget Danmark ikke - som ellers antaget af Justitsministeriet - i alle sammenhæng kun »ét folkeretssubjekt«. Folk og hjemmestyrer er selvstændige folkeretssubjekter; det samme er enhver fysisk og juridisk person med egne folkeretlige rettigheder og pligter. Folkeretligt kan et hjemmestyre efter omstændighederne indgå traktater med fremmede stater i eget navn.[9]

Et væsentligt område for udenrigspolitik er traktatkompetence. Her er situationen i dag til en vis grad parallel med traditionen vedrørende lovgivende myndighed til og med 1946. Da fandt regeringen, at et hjemmestyre ikke kunne have egen lovgivende myndighed, men alene en delegeret anordningsmyndighed. Tilsvarende finder regeringen i dag, at et hjemmestyre ikke kan have en egen traktatkompetence, men alene en fuldmagt. Dette afspejles i de såkaldte fuldmagtslove, lov nr. 577 og 579 af 24. juni 2005 om henholdsvis Grønlands og Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler.

Fuldmagtens centrale forskel fra en egen traktatkompetence er naturligvis, at traktater indgås i navn af fuldmagtsgiver, Kongeriget Danmark. I den forstand er også konge og regering fuldmægtige. Spørgs­målet melder sig, hvad forskellen er mellem regeringens grundlovsumiddelbare fuldmagt, grundlovens § 19, og hjemmestyrernes lovbestemte fuldmagt, en fuld­magt-fuldmagt. Forskellen gives tre forskellige udtryk i fuldmagtslovene.

Ét udtryk er kravet om, at det udtrykkeligt skal fremgå af traktaterne, at de er indgået efter fuldmagt. Landsstyret skal som udgangspunkt anvende særlige betegnelser, eller der skal være en direkte henvisning i traktaten til fuldmagtsloven. Det er en skærpelse i forhold til almindelige forvaltningsoverenskomster, og en skærpelse, der ikke kan anses for forfatningsretligt påkrævet.[10] Én ting er klarhed om, at traktatparten er Kongeriget Danmark som fuldmagtsgiver; en anden ting er krav om iagttagelse af helt bestemte former for at sikre dette.

Et andet udtryk af fuldmagtskonstruktionen er regeringens antagelse om, at fuldmagten alene kan anvendes, når ikke samtidig regeringen eller det andet landsstyre optræder som fuldmægtige. Også det er en grad af formalisme, der går ud over det forfatningsretlige. Der er enighed om, at regeringen, det færøske landsstyre og det grønlandske landsstyre for de respektive territorier kan indgå bilaterale traktater om samme emne med den samme fremmede stat. At helt det samme ikke kan ske inden for samme instrument - en multilateral traktat - kan dårligt stå til troende.

Tilbage står det tredje udtryk, nemlig et krav om koordination. Det er det forfatningsretligt væsentlige udtryk. Det forhold, at landsstyrerne handler efter regeringsfuldmagt, betyder, at deres handlinger efter omstændigheder skal være koordineret, både indbyrdes og i forhold til regeringen. I nogle sager vil den samlede politik være så dominerende, at der ikke er plads til andre aktører end regeringen; fuldmagtslovenes hovedeksempel er § 1, stk. 4, om forsvars- og sikkerhedspolitik. I den anden ende af spektret er sager, hvor hjemmestyret nyder et betydeligt frirum med måske intet behov for koordination overhovedet.

Lad mig tilføje, at hvor behovet for koordination er fraværende, kan en tilbagetrækning af forudsætningen om rigets enhed ikke afvises. Følgen ville være, at traktater kunne indgås af et hjemmestyre i eget navn som selvstændigt folkeretssubjekt. Skridt i den retning kan allerede ses i forhold til udenrigspolitiske drøftelser og medlemskab af internationale organisationer.[11]

Både Færøerne og Grønland indgår på eget initiativ i udenrigspolitiske drøftelser med fremmede stater op til og på regeringsniveau. I et vist omfang kan aktiviteterne dækkes af en fuldmagtskonstruktion - den danske regering er typisk ikke uvidende om drøftelserne - men praksis er mere uens end som så.

På den baggrund kan også nævnes § 4 i fuldmagtslovene:
»Hvor internationale organisationer åbner adgang for, at andre enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn, kan regeringen efter anmodning fra Færøernes landsstyre beslutte at indgive eller støtte en ansøgning herom for Færøerne, hvor dette er foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status.«

Det åbne forbehold om den »forfatningsmæssige status« sætter lovbemærkningerne i fokus. Her vises tilbage til en forfatningsretlig analyse gående ud på, at det ville »forudsætte en grundlovsændring, hvis Fær­øerne statsretligt skulle have adgang til på egne vegne at handle i mellemfolkelige anliggender«. Men det er jo netop, hvad § 4 hjemler: at Fær­øerne og Grønland »kan opnå medlemskab i eget navn«. På dette punkt er forudsætningen om rigets enhed vigende.[12]

Fuldmagtslovenes § 4 er selvsagt alene relevant, hvor medlemskab af en international organisation er åbent for andre end stater og sammenslutninger af stater. Hvor det er tilfældet, melder spørgsmålet sig, hvad der er foreneligt med Færøernes eller Grønlands »forfatningsmæssige status«. Her er der rum for fortsat udvikling i praksis. Lovbemærkningerne er hverken klare eller definitive. De kredser om praksis for såkaldt associeret medlemskab med ret til at deltage i møder, til at tale og til at blive indvalgt i organer samt adgang til at betale medlemsbidrag. Den centrale forskel fra fuldt medlemskab er ifølge lovbemærkningerne, at det associerede medlem ikke har egen stemmeret.

Skal den forfatningsretlige grænse trækkes mellem taleret og stemmeret? Det må have formodningen imod sig. Både taleret og stemmeret er handlinger i mellemfolkelige anliggender. Taleretten ligger i forlængelse af både Færøernes og Grønlands praksis for udenrigspolitiske drøftelser med fremmede stater.[13] Der er dog den forskel, at taleretten i en international organisation efter omstændighederne udøves i en sammenhæng, hvor også riget er repræsenteret ved regeringen. Her kan rige og rigsdel tale side om side, og de kan tale med eller mod hinanden. Til sammenligning vil stemmeretten være særlig for internationale organisationer. Men netop inden for en international organisation kan en sondring mellem taleret og stemmeret i praksis fortone sig. Taleretten kan udnyttes til klart at tilkendegive, hvorledes der ville være blevet stemt i tilfælde af stemmeret. Vurderet ud fra en forudsætning om rigets enhed er der ingen væsentlig forskel mellem taleret og ret til at deltage i rådgivende, ikke-bindende afstemninger. Disse må efter min opfattelse vurderes ens. Derimod er der en forskel mellem at stemme i rådgivende og i bindende afstemninger. Bindende afstemninger må behandles på samme måde som traktatkompetence. Adgang til at deltage i bindende afstemninger forudsætter en yderligere udvikling sammenlignet med regeringens aktuelle opfattelse. Men så længe afstemninger er rådgivende, må de efter min vurdering anses for forenelige med Færøernes og Grønlands forfatningsmæssige status, som den udlægges i dag”.

Vísandi til omanfyristandandi kann vera spurt, hvagar leiðin gongur. Spurningurin er neyvan stjórnarrættarligur, men ístaðin politiskur.

Gongdin síðani 1948 vísir greitt, at stjórnarrættarliga eru mørkini áhaldandi flutt. Í dag eru bara fimm málsøki, har heimildirnar burturav eru danskar. Spurningurin er, nær hesi, heilt ella lutvíst, verða flutt føroyskum myndugleikum at umsita.  

Óivað er okkurt mark, har ríkisfelagskapurin so verður sagdur at vera burtur, men hinvegin, so lýsir gongdin farnu hálvu øldina, at nýggjar allýsingar av støðu Føroya mótvegis Danmark hava sæð dagsins ljós so hvørt, málsøki eru flutt Løgtinginum at lóggeva um. 

Í altjóðagerðini gerst tað meira og meira átrokandi, at Løgtingið og landsstýrið finna felags stev, har slóðað verður fyri, at samskifti og samhandil við altjóða felagsskapir gerast reellir møguleikar, har okkara áhugamál ikki verða darvað av løgligum ella tekniskum forðingum.

Serstakliga í spurninginum í mun til EFTA, EBS og/ella ES-limaskap er tað av avgerandi týdningi, at okkara heimildir gerast optimalar, og at vit frítt kunnu virka fyri loysnum, har vit í minsta mun eru darvað av formligum forðingum millum ríkispartarnar.

Í farna valskeiði vóru framdar fleiri yvirtøkur.Yvirtøkulógin gjørdist vegamótið í so máta.

Vísandi til omanfyristandandi, eigur landsstýrið at taka stigið at fara undir samráðingar við danir um skipan av nýggjum sáttmála landanna millum. Verandi skipan, har partarnir eru samdir um at vera ósamdir, er ikki haldgóð í longdini.

Nýggjur sáttmáli/avtala millum Føroyar og Danmark eigur at tryggja, at Føroyar t.d. vera viðurkendar sum umveldi í frælsum felagsskapi við Danmark. Aðrar samsvarandi skipanir við somu møguleikum eiga eisini at verða royndar. 

Við broyttari skipan skulu Føroyar verða viðurkendur partur í altjóða høpi og hava myndugleika at skipa fyri millumtjóða avtalum á stjórnarstigi. Hetta fer at hava avgerandi týdning, vilja vit limaskap í millumtjóða felagsskapum. Við nýggjari skipan kunnu vit innanvert ríkisfelagsskapin náa møguleikunum. Alternativið er, at vit flyta okkum frá ríkis- til ríkjafelagsskap. 

Røkka vit nevndu heimildarmálum, so eru viðurskiftini millum Føroyar og Danmark komin á beint med alla.

Sum lýst omanfyri, so eru stjórnarrættarligu viðurskiftini Føroyar og Danmarkar millum áhaldandi broytt og ment farnu mansaldrarnar. Allýsingarnar av ríkiseindini og fatanin av okkara støðu til grundlógina er broytt samsvarandi.  

Hvat heiti nýggja skipanin við Danmark fer at hava hevur annars minni týdning, bara vit náa endamálinum, at vit í millumtjóða samstarvinum kunnu gera sáttmálar, uttan at okkara sjálvsavgerðarrættur fer fyri bakka.  

Ein leiðin er frælsur felagsskapur ella samsvarandi, har sáttmáli ásetir myndugleikabýti landanna millum. Um skipanin er sambærlig við grundlógina, velst um innihald og politiska viljan at tulka grundlógina. Endamálið eigur at vera, at vit gera sáttmála millum javntstillaðar partar.  

Fyri hálvari øld síðani var óhugsandi, at Føroyar fingu politiskan avgerðarrætt, sum nú er samtyktur veruleiki. Fyri bara fáum árum síðani var allýsingin av ríkiseindini tengd at hópin av málum, sum nú eru fatað av yvirtøkulógini, sum Løgtingið einvegis kann yvirtaka.  

Við yvirtøkulógini eru bert 5 øki, sum nú eru karmar um ríkiseindina. Spurningurin er tí, hvørji av hesum økjum í næsta umfari kunnu verða allýst sum mál, sum Løgtingið av sínum eintingum kann yvirtaka, og sum t.d. geva Føroyum heimildir at samráðast um millumlanda sáttmálar? 

Samanumtikið eru mørkini og definisjónirnar av ríkiseindini áhaldandi broytt. Niðurstøðan er, at vit virka í eini livandi og smidligari skipan, har politiskur vilji og handalag treyta úrslitini.   

Í sínum vaksandi samskifti og samstarvi við ES síggja danir eisini óivað týdningin av og tað skilagóða í, at viðurskiftini millum Føroyar og Danmark áhaldandi verða tillagað. 

Hugsast kann, at viðurskiftini millum Grønland og Danmark farnu árini, har miðvíst hevur verið arbeitt við nýggjari sjálvstýrislóg landanna millum, hevur seinkað stjórnarrættarligu menningini millum Føroyar og Danmark. Nú politisk semja millum Grønland og Danmark er staðfest, og at grønlendska fólkið við stórum meiriluta á fólkaatkvøðu hevur játtað skipanina, eru helst møguleikar fyri, at danska stjórnin er meira hugað í tulkingunum av grundlógini viðvíkjandi stjórnarrættarligu viðurskiftunum Føroyar og Danmarkar millum. 

Við hesum í baksýni og framtíðarstøðu Danmarkar mótvegis ES in mente, er løtan helst lagalig hjá løgmanni/landsstýrinum í samráðingum at troyta nýggjar leiðir millum Føroyar og Danmark. Leiðir og úrslit, sum eru neyðugar, skal tað eydnast okkum at gagnnýta teir møguleikar, sum kunnu treyta optimalan framburð fyri Føroyar.  

Við støði í hesum viðmerkingum verða omanfyrinevndu spurningar settir løgmanni.

Á tingfundi 25. februar 2009 varð uttan atkvøðugreiðslu samtykt, at fyrispurningurin skal svarast